Skolernes sommerferie er slut, og det betyder, at dem uden børn har frit slag i feriekalenderen. Hvis du ikke allerede har holdt din sommerferie, kan du også score ekstra billige rejser lige nu, så der er al grund til at holde ferie i disse uger. Lige før og lige efter skolernes ferie er nemlig højsæson for billige rejser, og i det hele taget kan du spare mange penge, hvis du er lidt fleksibel.
Vælg alternative afgange
De fleste danskere er lidt for komfortable, når det kommer til afgangstider og transporttid. Derfor kan du tit finde rigtig gode tilbud, hvis du er frisk på at tage af sted på alle tider af døgnet og fra en anden lufthavn, end du plejer. Hvis du for eksempel bør på Fyn, kan du lige nemt komme til Kastrup Lufthavn og Billund Lufthavn, så der er ingen grund til at vælge den ene på forhånd, hvis det viser sig, at rejsen kan fås billigere fra den anden lufthavn. Hvis du bor i den sydlige del Jylland, kan du også ofte spare mange penge på at tage tog eller bil til Hamborg og flyve derfra i stedet.
Undgå populære rejsemål
Selvom det kan være fristende at rejse til Mallorca eller Gran Canaria som alle andre, skal du være klar over, at de mest populære rejsemål også er de dyreste. Du kan ofte spare mange penge, hvis du tænker ud af boksen og vælger en destination, som ikke er lige så kendt. Det betyder ikke, at du skal rejse til en landsby i Slovenien, men blot at du bør styre uden om de mest klassiske feriesteder og eventuelt vælge en anden by lidt længere væk.
Hvad skal ferien indeholde?
Der kan være stor forskel på prisen, afhængigt af om du vælger all inclusive, eller om du bare skal bruge en seng at sove i. Derfor er det værd at overveje, om du har brug for all inclusive, eller om du alligevel har tænkt dig at være ude hele dagen. Hvis du vil opleve nærområdet, skal du til gengæld sørge for at undersøge, om der er noget, der er værd at opleve, eller om du kommer til at bo midt i ingenting.
Hvis du ikke har børn, skal du overveje, om du vil bo på et børnevenligt hotel, eller om du hellere vil have fred og ro på et par-hotel. Der er fordele og ulemper ved begge dele, men især når skolen er startet, er der god plads på de børnevenlige hoteller, så her kan du måske finde en billigere rejse.